Havd betyder fælleskaber for dig?
I Danmark findes der mange fantastiske fællesskaber, hvor vi mødes for at dyrke fælles interesser og pleje vores sociale relationer. Alligevel føler hver fjerde af os, at det er svært at deltage i fællesskaber, og hver tyvende føler sig helt udenfor. Det går ud over vores trivsel og livskvalitet.
Heldigvis er det muligt at blive en del af fællesskaberne igen og mærke glæden ved at være sammen med andre. Rundt om i Danmark er der mange ildsjæle, foreninger og andre aktører, som har overskuddet og idéerne til at skabe fællesskaber, hvor der er plads til at være, som man er.
En ny fotoudstilling fra TrygFonden viser nogle af de gode fællesskaber, der er sat i gang i hele landet, og inviterer samtidig til refleksion over, hvad vi hver især kan gøre for andre.
Udstillingen er en hyldest til de mange, der hver dag året rundt skaber og vedligeholder fællesskaber, får folk med og åbner fællesskaberne for dem, der kan have svært ved at komme med.
Bliv inspireret til at bidrage til fællesskabet på Dronninglund Bibliotek
Netop nu besøger fotoudstillingen ”Det handler OGSÅ om dig” Dronninglund Bibliotek frem til den 27. maj, og håbet er, at den kan inspirere endnu flere til at gøre en forskel for andre.
- Udstillingen viser, at der bliver skabt så meget glæde i de nære fællesskaber. Det kan være fællesspisning for dem, som savner selskab, skydetræning der hjælper børn med ADHD eller fælles motion på kontoret til gavn for kollegaskabet. Det, som betyder noget, er, at vi gør noget, vi kan lide, sammen med andre og føler, at vi hører til, fortæller Christian Nørr, dokumentarist i TrygFonden, og fortsætter:
- I TrygFonden har vi i 25 år arbejdet for at skabe tryghed i Danmark og bl.a. støttet mennesker, der har rakt ud for at hjælpe fællesskaber på vej. Udstillingen viser nogle af de mennesker og de fællesskaber, de har skabt. Vi håber, at det kan inspirere til, hvordan vi hver især kan blive vigtige for nogen, og nogen kan blive vigtige for os. Vi har alle sammen brug for at give og være en del af noget, og fællesskaber er med til at skabe tryghed og give vores liv mening.
Har du en idé til at styrke fællesskabet?
Hvis du har en god idé, der kan styrke fællesskabet i dit lokalområde eller i hele landet, kan du søge TrygFonden om støtte. Læs mere på: https://www.tryghed.dk/sog-stotte
Fakta:
24 pct. af den voksne befolkning i alderen 18-69 år føler sig på kanten af fællesskaberne. 5 pct. føler sig helt udenfor.
Kilde: Fællesskabsmålingen 2022, udarbejdet af VIVE for Mary Fonden og TrygFonden