Eftersom Sømosen ved Dronninglund er nævnt i forbindelse med “skæve eksistenser”, har jeg fundet lidt forskelligt litteratur om dette område, som jeg ikke kendte til, og jeg vidste ikke, at diverse cirkus stammede herfra.
Jeg har delt det ind i to fortællinger. Denne er den første skildring:
Sømosen er en højmose beliggende inde mellem de høje bakker i Jyske Ås i den sydlige del af Dronninglund Storskov.
Mosen bærer på en spændende historie om fortids folkeliv og er bestemt et besøg værd.
Op til forrige århundrede var skråningerne ved mosen bosted for over 40 familier, der alle var markedsfolk, artister, gøglere eller musikanter.
Disse familier blev tiltrukket af mosens øde beliggenhed og bosatte sig i primitive hytter og jordhuler, hvor de holdt til om vinteren.
Om sommeren drog de rundt i landet og optrådte.
Blandt de cirkusslægter, der holdt til ved Sømosen i slutningen af 1800-tallet, var familierne Benneweis, Mundeling og Enoch, som senere alle satte et stort præg på dansk cirkus.
De tysk-klingende navne røber, at Sømosens beboere oprindeligt kom fra Holsten og Sydslesvig.
Fra familier, der i generationer havde tjent som regimentsmusikere og soldater på de danske fæstninger i grænselandet.
For at supplere deres beskedne løn havde de i fredstid lov til at spille og optræde for folk.
Efter nederlaget i 1864, der førte til tabet af Slesvig-Holsten, flygtede de op gennem Jylland, da de stadig var tro mod den danske konge, selv om deres sprog var tysk.
Her havde mange imidlertid svært ved at falde til i deres nye omgivelser.
De talte jo tysk, og blev derfor ofte mødt med modvilje, da Tyskland og tyskere var blevet forhadt hos mange almindelige danskere efter krigen i 1864.
Foto: arkiv.dk // Justine Mundeling (søster til Erhardt, der skabte Cirkus Mundeling) foran hendes hus, som hun flyttede fra i 1931
De lærte sig derfor at leve som rejsende i gøgl, cirkus og tivoli i sommerhalvåret. Om vinteren boede de i to små kolonier ved Jyske Ås.
Udover Sømosen oprettede de også en lille bebyggelse i Dorf, som jo er tysk for landsby, lidt nord for Jyske Ås.
I dag er gøglernes og cirkusfolkets små, primitive huse for længst borte.
Sømosen i den sydvestlige del af Dronninglund Storskov er opstået ved tørvegravning og er i dag en skovsø.
Omkring år 1900 boede cirka 40 familier her, og den sidste beboer, Polak Marie (også kaldet Sømose Marie), boede i mosen frem til 1954.
I dag er det kun forvildede kulturplanter som humle og skvalderkål, der minder om beboelsen.
Foto: VisitBrønderslev // Sømosen, som den ser ud i dag
Det var ikke nemt at opretholde livet på den udpinte jord. Kunne man bosætte sig andre steder, gjorde man det.
Jyske Ås blev derfor tidligt berygtet som tilholdssted for fattigfolk, røvere, gøglere og andre udstødte af samfundet.
Ordentlige folk tænkte sig om to gange, før de krydsede åsen.
En typisk historie fra de urolige år i begyndelsen af 1700-tallet fortæller om den rige købmand Joakim Lykke fra Aalborg, som en sen aften begav sig på vej vestover åsen fra Hellum.
Her blev han overfaldet i en hulvej, smidt af hesten, frarøvet alt hvad han havde med sig, og kastet i Grevsmosen.
Først næste dag kom han tilbage til Hellum, til fods og kun iført en gammel særk.
Jyske Ås’s rygte holdt sig godt de næste 100 år.
En flok gårdmænd brød i 1841 ind i et fattighus på Stagsted Hede og dræbte beboerne, som de mistænkte for at stå bag de mange røverier og overfald i omegnen.
Fra den mordsag stammer udtrykket om, at Vendsyssel ligger norden for lands lov og ret«.
Ved Sømosen lå en lille koloni af rejsende, sigøjnere, gøglere, skærslippere og musikanter, som her havde fast vinterkvarter og vel også kunne tjene en skilling ved tørvegravning i mosen. Fra denne koloni stammer kendte cirkusslægter som Mundeling og Benneweis.
Den sidste beboer døde i resterne af de primitive hytter, der ofte var halvt indgravede i skrænterne ned mod mosen, de er næsten forsvundet i dag.
Det var med blandede følelser, de fastboende ved Storskoven omkring 1862 så nogle mennesker slå sig ned ved Dorf og senere ved Sømosen omkring 1875.
Hvorfor følte man mistro, afsky, men også nysgerrighed?
De nyankomne så anderledes ud; havde brunlødede ansigter, mørke øjne og kulsort hår, så de lokale troede, de var sigøjnere - hvad de ikke var.
De talte et anderledes sprog, en slags plattysk.
Om vinteren boede de i de små hytter i området, men når foråret kom, drog de ud på vejene som arbejdssomme familievandrere, der levede som musikanter, gøglere, kurvemagere, kræmmere, kludesamlere, børstenbindere og skærslibere.
Hvem var disse familier – blandt andet Mundeling og Hertzberg – hvor kom de fra, hvordan var de endt i Storskoven i Vendsyssel?
