Brønderslev Kommune åbner aktivitetspulje på op til 5.000 kr. til nye oplevelser for ældre på plejehjem

Foto: Brønderslev kommune.
dato

Foreninger og frivillige kan nu søge op til 5.000 kr. til aktiviteter for ældre på plejehjem i Brønderslev Kommune via Aktivitetspuljen 2026.

Brønderslev Kommune åbner nu for ansøgninger til Aktivitetspuljen 2026 – ”Fælles om fremtidens ældreliv”. Puljen har til formål at støtte nyskabende og meningsfulde aktiviteter på kommunens plejehjem, hvor frivillige, foreninger og plejehjem samarbejder om at skabe et mere aktivt og indholdsrigt liv for beboerne.

Alle idéer, der styrker fællesskaber, skaber livsglæde og giver ældre borgere gode oplevelser, opfordres til at søge. Puljen kan støtte nye aktiviteter som sociale eller kulturelle arrangementer, bevægelse og udendørs aktiviteter, kreative forløb og temadage, fællesspisninger, værksteder, musiske aktiviteter samt dække transportrelaterede udgifter, materialer, forplejning eller udstyr til aktiviteten.

Det er ikke muligt at søge støtte til drift, administration eller almindelig foreningsvirksomhed.

Der kan søges om op til 5.000 kr. pr. aktivitet, og ansøgninger behandles løbende frem til 31. oktober 2026 – så længe, der er midler i puljen. Ansøgere skal udfylde et ansøgningsskema, hvor aktivitetens indhold og formål, budget samt eventuelle samarbejdspartnere beskrives.

Har man spørgsmål eller ønsker sparring om en idé, kan Niklas Fyrstenberg, projektmedarbejder, kontaktes på e-mail: nifan@99454545.dk.

Ansøgningsmateriale findes her:

Brønderslev Kommune ser frem til at modtage idéer og samarbejde om endnu flere gode oplevelser, nærvær og fællesskaber for områdets ældre borgere.

https://www.bronderslev.dk/om-kommunen/nyheder/nyheder/soeg-midler-til-aktiviteter-paa-plejehjem

Kilde: Brønderslev Kommune