Brønderslev Kommune har indgået en visionsaftale med idrætsforeningerne DGI og DIF (Danmarks Idrætsforbund). Aftalen går ud på, at flere skal være fysisk aktive - både derhjemme og i foreningerne.
Aftalens målsætninger er, at antallet af fysisk aktive i Brønderslev Kommune skal hæves til 75 %, og at sikre en foreningsdeltagelse på 50 %. Det vil sige, at der cirka skal være 2.500 flere aktive borgere og 1.250 flere borgere i foreningerne.
Her kommer vi med fire tips til, hvordan du nemt bliver mere fysisk aktiv i din hverdag.
1. Hjemmetræning med familien
Aftal at lave én øvelse om dagen med din familie. Det behøver ikke at være noget, der kræver særligt udstyr eller specielle kompetencer. Det kræver blot, at I har lyst til at være aktive sammen. På YouTube findes der alverdens idéer til sjove øvelser, der kan laves i stuen, i haven, på terrassen, eller hvor end I har plads til det derhjemme.
2. Bevæg dig i skoletiden
Tilpas din hverdag, så du husker at være aktiv i forbindelse med din skolegang. Du kan for eksempel aftale med dine venner, at I mødes hver morgen og cykler til skole sammen, eller aftale med dig selv, at du laver noget aktivt i pauserne mellem din lektielæsning.
3. Bevæg dig i arbejdstiden
Tilpas din hverdag, så du er aktiv, når du er på arbejde og ikke kun i din fritid. Du kan for eksempel gå en tur rundt om bygningen i din pause, eller aftale med dig selv, at du altid tager trappen i stedet for at tage elevatoren.
4. Meld dig ind i en forening
En anden måde, hvorpå du nemt kan holde dig fysisk aktiv, er ved at melde dig ind i forening. Du kan for eksempel spille badminton med de andre lokale efter arbejde eller fodbold om formiddagen i weekenderne. På den måde får du både motion på en sjov måde samtidig med, at du får nye bekendtskaber i byen.