Iben Mondrup fortæller om Grønland og litteratur på Dronninglund Efterskole

Foto: Brønderslev Bibliotek . Forfatteren Iben Mondrup gæster Dronninglund Efterskole den 30. marts.
Profilbillede
dato

Brønderslev Bibliotek og Dronninglund Efterskole har netop startet et nyt samarbejde, der giver plads til store oplevelser for byens borgere. Derfor kan du møde forfatter Iben Mondrup, når hun gæster Dronninglund Efterskole for at fortælle om sin seneste roman Vittu fra 2022.

 I sit foredrag tager Iben Mondrup fat på en mørk periode i den dansk-grønlandske historie. Her var det ikke usædvanligt, at børn blev bortadopteret til danske familier mere eller mindre lemfældigt. Det havde store menneskelige konsekvenser - ikke mindst for børnene. 

Vittu er den selvstændige fortsættelse af den succesfulde roman "Tabita" om to grønlandske børn, der bliver adopteret af et dansk ægtepar og taget med til Danmark. Vittu er en historie om kærlighed, om svigt og menneskers afhængighed af hinanden.  

Litteraturformidler Rikke Saastamoinen Jacobsen fra Brønderslev Bibliotek glæder sig:

”Iben Mondrup fortæller historier, som vi egentlig helst vil glemme. Men hun tvinger os til at se en vigtig fortid i øjnene. Jeg ser frem til at høre fra Iben selv, hvordan det er at skrive om så svære temaer.”

Iben Mondrup er en garvet foredragsholder, som sætter dialogen med sit publikum højt. Hun er ikke bleg for at bruge sin egen livshistorie i sine foredrag, hvilket gør hendes optrædener både nærværende og levende. Med sit indgående kendskab til det grønlandske samfund er hun yderligere en oplagt ressource for de mange danskere, der har interesse i Grønland og Grønlands historie.  

Hun fik sit store gennembrud med den anmelderroste roman "Godhavn" om tre børns opvækst i en lille nordgrønlandsk by starten i 1980’erne. Romanen vandt DR-romanprisen i 2015. 

Foredraget foregår den 30. marts kl. 19 på Dronninglund Efterskole. Eleverne glæder sig til at tage imod jer og står klar med kage og kaffe på kanden. 

Billetterne koster 75 kr. og kan købes på Brønderslev Biblioteks hjemmeside eller fysisk på biblioteket. 

Kilde: Brønderslev Bibliotek
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.